Sticky Buns eller fedtede karamel-kanelsnegle
Disse snegle er en mellemting mellem en tarte tatin og kanelsnegle, forstået på den måde at sneglene bliver bagt med overfladen nedad, så de kan opsamle mest mulig af en lækker karamel-pecannøddeblanding. Jeg har brugt samme opskrift på kanelsnegle, som jeg allerede har vist her på sitet, og så har jeg kombineret opskriften med en traditionel opskrift på amerikanske sticky buns.
Det er ikke til at komme udenom, at disse snegle bliver søde, det giver sig selv, når man tilsætter over dobbelt så meget brun farin som der almindeligvis er i kanelsnegle, men til gengæld spiser man ikke så mange af dem, det er næsten fysisk umuligt – i hvert fald hvis du bager dem så store som jeg gør.
Sneglene er rigtig lette at lave – præcis som almindelig kanelsnegle, og hvis man elsker karamel, nødder og kanel synes jeg virkelig de skal prøves, det er i hvert fald ikke sidste gang jeg bager dem – de er ret fantastiske. Jeg brugte en form der målte 22 x 22 cm.
Opskrift på 12 store karamel-kanelsnegle (Sticky Buns):
50 g gær
1 dl mælk
1 spsk sukker
½ tsk. salt
1 æg
100 g blødt smør
350 g mel
Fyld
100 g blødt smør
100 g brun farin
1 spsk kanel
Karamel topping
200 g brun farin
50 g smør
3 spsk honning
1 spsk sirup
150 g pecannødder
Forvarm ovnen til 185 grader.
Udrør gæren i den lune mælk. Rør sukker, salt og sammenpisket æg i mælken.
Findel smørret i melet. Bland mælkeblandingen med mel-smørblandingen til der opnåes en ensartet glat konsistens.
Lad dejen hæve lunt en halv time.
Mens dejen hæver, røres smør, brun farin og kanel sammen.
Når dejen har hævet, rulles den ud i en stor firkant og smørblandingen smøres på. Rul dejpladen sammen og skær 12 snegle.
Til karamelblandingen varmes alle ingredienserne, undtagen nødderne i en gryde ved medium varme, når sukkeret er smeltet og blandingen er begyndt at boble, hældes blandingen i en form beklædt med bagepapir – nødderne strøes ovenpå karamellen. Sneglene sættes på karamelblandingen, de skal stå tæt sammen.
Bag sneglene midt i ovnen ved 185 grader i 15-20 minutter, de skal være lysebrune på toppen.
Vend straks sneglene ud på et skærebræt når de er kommet ud af ovnen, pas på den varme karamel, pil bagepapriet af og lad sneglene køle lidt inden de serveres lune.
31 Responses to Sticky Buns eller fedtede karamel-kanelsnegle
Skriv et svar Annuller svar
Emner
amerikansk ananas banan bananmuffin blondie blåbær brownie cheesecake chokolade citron cookie cupcake dessert fedtfattig flødeskum frosting give away glasur glutenfri gulerod hasselnød havregryn hindbær hvid chokolade is jordbær jul kaffe kanel kanelsnegl karamel kokos krydderier mandel marcipan marengs mint muffin oreo peanuts pecannødder rabarber skumfidus valnød æbleSeneste kommentarer
- Sine S til Citroncupcakes med blåbærfrosting
- opskrift p tærter – RDQD til Nemme P-tærter
- Lene Jensen til Rabarber Crumb kage
- Karen Nielsen til Rabarber Crumb kage
- lotte til Rabarber Crumb kage
De lyder godt mok lækre og syndige:)
Det bar sjældent jeg lige løber over pecannødder når jeg handler, men jeg må lige holde øje:)
Kære MissMuffin
– bare lige en kommentar – SuperBrugsen har pekannødder i deres standardsortiment
Bon appetit
Kristine
Jeg sidder i USA of fik lige lyst til at bage Danske kanelsnegle…men tror da jeg vil proeve pecan-sneglene og maaske imponere en amerkaner eller to!
Hej Luna,
Hvor hyggeligt at vide at du læser med i USA. Håber opskriften fungerer for dig – jeg synes virkelig at sneglene bliver rigtig gode, er sikker på at de vil være en succes.
Kh Sarah
Hej.
Lyder som en super lækker opskrift, men jeg kan se at der i opskriften ikke står hvornår pecannødderne skal I?
Kh.
Hej,
Det retter jeg lige – tak for det.
Pecannødderne skal bare strøes ovenpå karamellen.
Venligst Sarah.
Super lækre kanelsnegle har lige bagt dem!
Men syntes dog ikke de var klar da der var gået 15-20 min. Jeg tog dem først ud efter 35 min. på 190 grader? Hmm? men de blev tilgengæld perfekte der, slet ikke “for” bagt.
Hej Cathrine,
Jeg er glad for at du kunne bruge opskriften, jeg synes også selv de blev vildt lækre. Dejligt at du skriver en kommentar, det kan jo være at andre der vil bage opskriften, kommer til at have samme problem. Der er jo stor forskel fra ovn til ovn – men du skriver at du gav dem dobbelt så lang tid som jeg har angivet, og det er jo meget, så næste gang jeg bager dem vil jeg lige være opmærksom på bagetiden og evt. rette i opskriften – tak!.
Mvh Sarah
Hej Sarah :)
Jeg vil gerne gerne prøve disse skønne snegle, men jeg vil lige hører om man behøver at bruge nødderne med i opskriften – dvs om man kan bage sneglene i karamelblandingen i ovnen, uden nødderne?
Tak for en rigtig dejlig hjemmeside i øvrigt – den skal du have stor ros for! Jeg besøger den ofte, og nyder det hver eneste gang! Jeg har i øvrigt også lagt dit link ind på min hjemmeside, så andre også kan nyde dine lækkerier :)
Mvh Stine – Stineskager.dk
Hej Stine,
Tak for dit spørgsmål og linket :). Du kan sagtens bage sneglene uden nødderne – no problemos. Jeg håber du har succes med opskriften – det er en af mine favoritopskrifter.
Mvh. Sarah
Nå, men jeg sidder her på New Zealand, det styrtregner for tredje dag i træk, så nu går jeg i gang med at bage de hersens snegle. De ser så lækre ud! Tak for opskriften – en super fin hjemmeside du har.
Jeg har ikke noget honning, kan det erstattes eller undlades?
Ville være rart med et hurtigt svar, da jeg skal skal bage den :)
Hej Amalie,
Det har jeg desværre ikke prøvet, men du kan jo prøve at tilsætte mere sirup,
Mvh. Sarah
Hejsa!
Det ser virkelig lækkert ud, og kæmpe ros til denne hjemmeside!! Jeg tænkte på, om man mon kunne bruge mandler(eller en anden form for nødder) lige præcis valnødder er jeg nemlig ikke så glad for :(
Mvh. Tina
Hej Tina,
Du bruger bare den slags nødder ud bedst kan lide,
Mvh. Sarah
[…] ind i hinanden. På denne måde undgår man en tør kanelsnegl. Opskrifter er fra Sarahs kager. Hun er utrolig dygtig og har mange lækre opskrifter, som jeg tit benytter mig af, og det ender […]
Jeg forbereder mig på at skulle bage disse kanelsnegle i weekenden, da de har forfulgt mine tanker siden jeg så opskriften i Bageliv:-) Nu hvor jeg så gennemlæser, undrer jeg mig over at de ikke skal efterhæve, som andre kanelsnegle?
Mange hilsner fra
Melissa
Hej Melissa,
Du kan godt lade dem efterhæve en halv times tid,
Mvh. Sarah
Rigtig spændende opskrift og helt sikkert en, der skal prøves faktisk måske allerede idag, men jeg kan da undre mig over, at der ikke er flere mænd, der bager :-)
Super fed side og jeg følger meget med og fedt med den amerikanske vinkel, stort ros herfra
Hej Nicolai,
Dejligt at høre fra en af mine få mandlige læsere,
Mvh. Sarah
[…] på stickybuns fundet på Sarahskager.dk – et fantastisk inspirerende […]
Hej Sara.
Ville lige gøre opmærksom på at jeg linker til dig på min blog. Er vild med dine snegle :D
God påske!
[…] udenfor, er det mig vel ondt at sidde med en lun snegl? Endnu en gang må jeg linke til den gode Sara, som altid har så gode opskrifter. I går var jeg inde og se en kongelig affære. Den var virkelig […]
Hej, vil lige høre om de kan bages dagen før eller skal det helst være samme dag???
Hej Filippa,
Helst samme dag. til nøds dagsgammelt og lunet i ovnen,
Kh. Sarah
Hej
Hvor mange mennesker (med normal dessert-appetit) er der til i opskriften?
Hej Nina,
Der bliver snegle til 12 personer, og de er ret tunge, så tror ikke rigtig at man kan spise mere end 1, så jeg vil sige, at der er til 12 personer,
Kh. Sarah
Jeg har bagt efter den her opskrift flere gange, og hver gang bliver de super lækre og modtaget med begejstring.Jeg lavede dem til min mødregruppe sidst. og de kæmpede om hvem der skulle have de sidste tilovers med hjem. pas på. De er afhængighedskabende.
Hej Eva,
Tak for din kommentar, jeg synes også at det er en af de lækreste kager på sitet, men havde ikke en fornemmelse af, at der var så mange der havde prøvet opskriften. Så jeg er glad for at høre at den skaber lykke i mødregruppen,
Kh. Sarah
Hej Sarah
Skøn opskrift, har dog kun prøvet uden karamellen indtil videre.
Jeg lod min koldhæve så er det nemlig nemt at lave friskbagte snegle til brunchen ;).
Jeg lavede dejen og fyldet, rullede dejen til en pølse i husholdningsfilm og så i køleskabet.
Skar dem og lagde dem til hævning i bradepanden mens ovnen varmede, mums!
Mvh Lotte
Hej lotte. Tak for tippet og din kommentar :). Du skal helt klart prøve med karamel næste gang. Kh. Sarah.