Foto: Kam fotografer

Foto: Kam fotografer

Jeg brugte en weekend på at finde den perfekte opskrift på brownies, sådan en opskrift jeg altid ville vende tilbage til, når jeg skulle bage brownies. Jeg bagte og bagte, og endte med denne opskrift. Det er efter min mening, den bedste browniesopskrift og resultatet bliver perfekt. Disse brownies bliver knasende udenpå fordi de er bagt med olie, og så bliver de seje indeni og smelter næsten på tungen på grund af den store mængde chokolade i dejen. Fordi brownies er bagt med olie, holder de sig rigtig godt, de kan godt holde sig en til to dage.
Jeg plejer at bage en stor portion så jeg kan fryse brownies ned, på den måde kan jeg altid lige tage et stykke op, hvis jeg er lækkersulten eller hvis der kommer gæster.

Opskrift på ca. 16 brownies
150 g. mørk chokolade 70 %
1,2 dl smagsneutral olie evt. vindruekerneolie eller solsikkeolie
215 g rørsukker
2 æg
1 tsk. vaniljesukker
65 g. mel
½ tsk. bagepulver
½ tsk. fint salt
4 spsk. usødet kakaopulver
75 g hakkede valnødder
40 g hakket mælkechokolade
En form ca. 22 x 22 cm

Forvarm ovnen til 180 grader.

Smør eller beklæd formen med bagepapir.
Smelt den mørke chokolade over et vandbad i en varmefast skål.
Rør olie, sukker, æg og vaniljesukker sammen med en elmikser.
Hæld den smeltede chokolade i, og rør til en jævn masse.
Sigt mel, bagepulver, salt og kakaopulver i en anden skål og vend det i chokoladeblandingen.
Rør nødder og flødechokolade i dejen og hæld dejen i formen – dejen er ret fast.
Bag brownies i 30 – 35 min.
Afkøl kagen i formen inden den skæres i firkanter.

Emner:
 

162 svar til Perfekte brownies

  1. Amalie siger:

    Er der nogen mulighed for at man kan lave denne kage med smør istedet for olie?

  2. sarah siger:

    Hej Amalie,
    Det er på eget ansvar :), vil ikke anbefale det.
    Kh Sarah

  3. Birgitte siger:

    Hej Sarah.
    Var det muligt at du kunne lave dine opskrifter i en udskriftsvenlig version – der bruges ret mange sider på at printe alt det andet ud og det eneste jeg har brug for er jo selv opskriften.

    Venlig hilsen
    Birgitte

  4. Annie siger:

    Hej Sarah

    Hvor ser de dog lækre ud dine kager. Vil straks imorgen forsøge at bage muffins med æble, kanel og valnødder. Tak fordi du vil dele dem
    med os andre.

    Til Birgitte der ønsker en udskriftsvenlig version: Du kan markere det
    du ønsker et print af, herefter højreklikker du og trykker på kopi og lægger det herefter over i word, højreklikker og sætter ind. Så får
    du kun det med du ønsker at printe ud ( det samme kan du gøre med bil-
    lederne, såfremt du ønsker det).

    De bedste hilsener
    Annie

  5. Amalie siger:

    Til Birgitte:

    Du kan også bare markere den tekst du vil have, og gå ind i udskriv, og der klikke på den der hedder markering. Så printer den kun det markerede tekst ud!

  6. camilla siger:

    Sikke nogle lækre opskrifter! OG smukke fotos :-)
    Kan du hjælpe mig med at fortælle, hvor du køber dine “ting” – har du en web butik du kan anbefale. Jeg tænker på muffinsforme, tyllere osv. sukkerpynt osv.

    KAGEhilsner
    Camilla

  7. sarah siger:

    Hej Camilla,
    Tak for din kommentar, jeg er glad for du kan lide siden. Jeg har købt mine “ting” lkidt forskellige steder. Kagebutikken.dk har meget til kagebagningen det kunne du jo prøve at tjekke ud.

    Mvh Sarah

  8. Anne siger:

    Hej Sarah,
    Super lækker opskrift – det er alle dine opskrifter.
    Mine veninder elskede brownie’en, og bad mig om at lave den igen til næste veninde-kom-sammen. Jeg brugte rapsolie (min far laver Bornholmsk rapsolie, så jeg måtte lige reklamere lidt ;D ) og det fungerede rigtig godt.
    Din hjemmeside er fantastisk, jeg bruger den ofte når jeg skal holde fest og fødselsdage.

    Hilsen Anne

  9. sarah siger:

    Hej Anne,
    Jeg er rigtig glad for at du kan bruge min side, lyder lækkert med rapsolien, det vil jeg prøve næste gang.
    Mvh. Sarah

  10. Anne siger:

    Hej

    Den ser rigtig lækker ud. Nu spørger jeg måske dumt, men hvad er flødechokolade? Er der noget der hedder det, eller er det mælkechokolade?

    På forhånd tak.

  11. sarah siger:

    Hej Anne,
    Tak for dit spørgsmål, måske er flødechokolade en gammel betegnelse – måske den det slet ikke er et ord, men det er mælkechokolade jeg mener.
    God fornøjelse med bagningen,
    Mvh Sarah

  12. Tine siger:

    Lyder god, men er det ikke en fejl med 65 g. mel???

  13. sarah siger:

    Hej Tine,
    Nej det er faktisk ikke nogen fejl. Den lille mængde mel gør at disse brownies bliver fugtige og mumsede.
    Mvh Sarah

  14. Eva siger:

    Hej alle! De her brownies smager supergodt med en skefuld is efter en tur i fryseren – brownien skal vel at mærke spises næsten frossen (:

  15. sarah siger:

    Hej Eva,
    Tak for dit tip, det vil jeg helt sikkert prøve.
    Mvh Sarah

  16. Sara siger:

    Hejsa..
    Jeg skal bruge dem i morgen aften, kan jeg bage dem i aften tror du? Hvis ja, hvordan skal de så opbevares? :-)

  17. sarah siger:

    Hej Sara,
    Jeg ville opbevare dem i en lufttæt beholder, gerne et køligt sted.
    Mvh Sarah

  18. Sara siger:

    Tusind tak!
    Og ihh hvor er du da hurtig! ;-) Vil straks smutte i Rema og handle ind..

  19. Anne siger:

    Hej Sarah

    Skærer du kagen ud i brownies-stykker inden du fryser den, eller fryser du den hel? Opskriften ser super lækker ud, glæder mig til at prøve den!

  20. sarah siger:

    Hej Anne,
    Tak for dit spørgsmål. Du kan i princippet gøre begge dele, ofte har jeg ikke haft fryserplads til at fryse kagen hel, og jeg har også gerne ville kunne tage enkelte stykker op og ikke hele kagen.
    Mvh. Sarah

  21. Anne siger:

    Tusind tak for dit hurtige svar!

  22. cecilie siger:

    hej igen
    har bagt dine brownies og frosset dem ned. Når jeg nu skal servere dem næste weekend, hvordan skal de så tilberedes? Skal de tø op inden de bliver lunet eller skal de direkte i ovnen? Og hvor mange grader giver du dem?

    vh cecilie

  23. sarah siger:

    Hej Cecilie,
    Tak for dit spørgsmål. Jeg ville tø dem op i stuetemperatur og lune dem ved lav temperatur, f.eks. 100 grader. Problemet med at tø dem op i ovnen er, at de let bliver tørre fordi de skal have så lang tid. De er jo i princippet bagt færdige, så de skal bare lunes kort.
    Mvh. Sarah

  24. Trine siger:

    Hej
    Jeg ELSKER at bage og derfor søger jeg tit på nettet mht. opskrifter og dine opskrifter er rigtig gode :-) Jeg har aldrig før tænkt på at fryse kager ned (til dels fordi de bliver spist op) men jeg synes det er en fantastisk ide, da jeg så ikke absolut behøver at bage på selve dagen.. Så mit spørgsmål er; hvordan nedfryser man kagestykker? Er det nok at lægge mellemlægspapir mellem kagestykkerne og derefter fryse dem i en beholder – eller vil det være nok at fryse dem ned i fryseposer?

  25. sarah siger:

    Hej Trine,
    Tak for dit spørgsmål. Jeg ved ikke hvad den officielt bedste måde at fryse kager ned på er, jeg er jo bare hobbybager :). Men jeg plejer bare at putte dem i en pose, mellemlægspapir ville nok være en god idé, da de ellers kan være svære at skille ad.
    God bagelyst,
    Mvh. Sarah

  26. Helle siger:

    Hej Sara
    Jeg har et spørgsmål mht dit brug af rørsukker. Det er ikke lige noget jeg ligger inde med nemlig, gør det en stor forskel at bruge alm. hvid sukker istedet?

    vil derudover sige tak for nogle dejlige opskrifter :-)

    Mvh Helle

  27. sarah siger:

    Hej Helle,
    Tak for dit spørgsmål. Du kan sagtens bruge hvidt sukker, smagen bliver bare en anelse mere karamelliseret med rørsukker. … men brownies bliver stadig gode med hvidt sukker.
    Mvh. Sarah

  28. Louise siger:

    Hej sarah
    Sikke en skøn website.
    Har kopieret super mange af dine lækre opskrifter – de skal prøves hen af vejen.
    Har nu prøvet disse brownies og også dine Chunky chokolade cookies.

    Brownies smager super dejligt. Ved dog ikke om de 180 grader er i overkanten hvis man bruger varmluft?
    Synes den er virkelig sprød og ‘småkage’ agtig. Og så m en lille blød kerne.
    Men igen smagen er skøn – så den kal nok blive spist…

    Chunky chokolade cookies er alletiders..
    Tønkte først lidt det lød underligt med tørret frugt..
    Men nej – de er super.
    Lavede dem med hakkede mandler, rosiner og abrikos. Og de er virkelig som små sprøde chokolade himmel bidder!
    Tak for den opskrift – de vil blive brugt ofte!!

    Vh Louise

  29. sarah siger:

    Hej Louise,
    Tak for kommentaren :)
    Der er bare så meget forskel på ovne, så det er rigtig godt at du skriver om dine erfaringer. Jeg burde nok også have skrevet at man skal tjekke til brownies løbende, for tørre brownies er bare ikke særlig spændende.
    Mvh. Sarah

  30. Mette siger:

    Hej Sarah
    ville man kunne lave denne kage som en triple brownie? altså lave den som opskriften er og bare tilføje mørk,mælke og hvid chokolade?
    Vh Mette

  31. sarah siger:

    Hej Mette,
    Jeg har ikke prøvet det, men tror sagtens at du kan gøre det.
    God bagelyst,
    Mvh. Sarah

  32. Mette siger:

    Hej igen Sarah :)
    hvis jeg så putter chokolade i som i en triple, hvor meget af hver vil du mene jeg skal komme i for det ikke blir for meget?
    vh Mette

  33. sarah siger:

    Hej Mette,
    Det kan jeg ikke helt gennemskue, jeg tror jeg ville køre den på fornemmeren hvis jeg var dig.
    Mvh. Sarah

  34. Mette siger:

    Hej Sarah
    jeg puttede ca 30 g i af hver, groft hakket.FANTASTISK kage!! MUMS:)
    og fantastisk side:)
    Vh Mette

  35. susanne kyhn siger:

    Hej Sarah

    Tror du det er muligt at bage brownien i muffinsforme? i givet fald, hvor længe skal jeg så bage dem og ved hvilken temperatur?

    Mvh Susanne

  36. sarah siger:

    Hej Susanne,
    Jeg ved det jo ikke, for har ikke prøvet det. Men mit bud ville være ca. 10 min. alt efter hvor meget du hælder i formene og ved samme temperatur som opskriften siger. Men tjeck kagerne løbende :)
    God fornøjelse,
    Mvh. Sarah

  37. Kristina siger:

    Hej Sarah.
    Jeg sad og læste din opskrift plus alle spørgsmål dertil.
    Jeg mener ikke at kunne finde noget spørgsmål der ligner mit.
    Men jeg ELSKER kager, men jeg er virkelig ikke fan af nødder (jeg ved det er underligt når jeg godt kan lide kager), men kan man undvære nødder i denne opskrift og sådan generelt i dine opskrifter.

    Mega cool side du har. Altid god inspiration.

    Venlig hilsen
    Kristina

  38. sarah siger:

    Hej Kristina,
    Du kan næsten altid undvære nødderne, undtagen i opskrifter hvor de på en eller anden måde er med til at holde strukturen – hvis de f.ex. er kværnet til mel.
    Håber det giver mening,
    Mvh. Sarah

  39. Stinna siger:

    Jeg har lige bagt denne kage, MUMS hvor er den lækker! Jeg havde dog ikke det hele, så jeg lavede lidt om på den. Jeg brugte halv olivenolie/halv smeltet smør. 100g mørk chokolade smeltet i og 90 g mælkechokolade hakket i. Den blev så god :-) Blot for at sige, at man godt kan justere lidt, så den passer til hvad der er i skabene. Tusind tak for en god opskrift, den bliver hermed gemt!

  40. Cath siger:

    Hej Sarah

    Jeg har længe glædet mig til at prøve dine opskrifter men først for 14 dage siden flyttede jeg til en lejlighed med et ordentligt køkken (læs: ovn!).

    Nu har jeg så prøvet dine perfekte brownies og de blev perfekte! Jeg undlod nødderne og puttede stykker af marshmallow i i stedet og jeg er ret stolt af resultaten :P

    Det er en dejlig side du har og jeg glæder mig til at kaste mig ud i mange flere af dine opskrifter ;o)

  41. Heidi siger:

    Hej Sarah,

    Når man bager Dbb portion, hvad så med bagetiden er den så også dbb ?
    Er ellers bare nogle lækre ting du bager her på siden !

    mvh heidi

  42. sarah siger:

    Hej Heidi,
    Det kommer an på hvilken form du bruger. Hvis du bruger en dobbelt så stor form, ville jeg tro at bagetiden kun skulle forlænges en smule. Men hvis du laver kagen dobbelt så stor, og bager den i samme form, ville jeg tro at bagetiden skulle fordobles. Jeg skal lige sige at jeg ikke har prøvet det, så mine svar er baseret på gæt, du bliver nødt til at prøve dig frem og hele tiden holde øje med kagen.
    Held og lykke,
    Mvh. Sarah

  43. Heidi siger:

    Hej igen Sarah !

    Det blev bare ikke et super resultat, synes slet ikke den var “fudge” agtig, så jeg må på den igen.
    Tror jeg vil forsøge med med 1 portion, indtil jeg synes det er et godt resultat, eller skifte min ovn ud..!
    skal ihvertfald have cuttet noget af bagetiden af.

    Kan man bruge blåbær til frosting ?

    Mvh Heidi

  44. sarah siger:

    Hej Heidi,
    Jeg ville ikke anbefale at bruge frosting på brownies, jeg synes personligt at det bliver alt for meget og for sødt. I øvrigt kan man godt bruge blåbær til frosting, jeg ville bare ikke gøre det her. Der kommer snart en opskrift med citron cupcakes med blåbærfrosting,
    Mvh. Sarah

  45. Gitte siger:

    Hej Sarah

    Tak for en fantastisk side..
    Det er en af min farvorit opskrift sider, og har
    henvist en masse til den (og de er også vildt
    glade for den)…
    Hvis man kunne komme med et ønske så kunne
    jeg rigtig godt tænke mig en opskrift på en super
    cheescake ;-)

    Mvh Gitte

  46. sarah siger:

    Hej Gitte,
    Jeg har også længe gerne villet lave en cheesecake til sitet. De næste to opskrifter er cupcakes, derefter kunne det godt være der kom en cheesecake :)
    Mvh. Sarah

  47. Frida siger:

    Kan man godt undvære mælkechokoladen og bare bruge mere af den mørke chokolade?
    Fx. 170 g. mørkchokolade?

  48. sarah siger:

    Hej Frida,
    Ja det kan du godt,
    Mvh. Sarah

  49. Trine siger:

    Kære Sarah,

    Fantastisk hjemmeside med kager, jeg har altid kun set mig selv som en amatørkok, og bagning var bestemt ikke noget der talte til mit hjerte, men efter at jeg har set dine indbydende opskrifter, så er jeg nød til at bevæge mig ud i et univers af kager og andet godt fra dig.

    Mit spørgsmål går på, jeg kan ikke tåle valnødder, kunne man erstatte dem med en anden nød eller helt undvære dem, og hvis ja, ville det så stadig være den samme perfekte brownie?

    Kh Trine

  50. sarah siger:

    Ja du kan sagtens udelade nødderne eller erstatte valnødderne med en anden type nød. Jeg er glad for at min blog kan inspirerer dig til at komme i gang med at bage,
    Mvh. Sarah

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

© 2013 - Sarahs Kager