pecanbar1Med denne opskrift kan du få alt det lækre fra den traditionelle pecan pie men uden alt besværet med udrulning, blindbagning og tærtedej der kryber ned af kanterne.

Pecan pie er en traditionel spise til thanksgiving, i den familie jeg boede hos i Seattle, spiste vi dog pumpkin pie, men det orkede jeg ikke at lave, derfor blev det til disse nemme barer, der kan laves på nul komma fem. Thanksgiving er sådan en dejlig tradition, det er så sundt at blive mindet om, hvor mange ting man har at være taknemmelig for. Hver aften forsøger jeg at holde min egen lille thanksgiving, og tænker på 3 ting som jeg har været taknemmelig for i løbet af dagen. Lige meget hvor dårlig en dag det har været, kan jeg altid finde 3 ting. Man skulle efter sigende blive et lykkeligere menneske af at gøre det hver dag – så hermed er rådet givet videre. pecanpiebars2

Jeg syntes disse barer blev rigtig lækre, men vil overveje til næste gang, om jeg skulle lave dobbelt fyld, for de bliver lidt flade, ikke at smagen er flad, men måske kunne det være godt at få lidt volumen på dem næste gang.

Desværre kom jeg til at spise alt for mange af barerne, de holder sig nemlig rigtig godt i en lufttæt beholder i stuetemperatur, så jeg gik og snackede for meget på dem, og endte med at smide de sidste ud fordi jeg ikke kunne overskue mit lidt for gode forhold til dem. Et af de spørgsmål jeg får oftest, er, om kager kan bages dagen før, jeg svarer stort set altid, at jeg vil anbefale at kagen bliver bagt samme dag som den skal spises, men i dette tilfælde, bliver den næsten bedre dagen efter. pecanpiebars5

God bagelyst,
Kh. Sarah

Opskrift på ca. 24 pecanbarer

Tærtedej
225 g blødt smør
145 g brun farin
340 g mel
½ tsk. Salt

Topping
110 g smør
220 g brun farin
1 dl. Honning
2 spsk. fløde
220 g hakkede pecannødder eller anden type nød

  1. Forvarm ovnen til 170 grader.
  2. Beklæd en form der måler ca. 32 x 23 cm med bagepapir.
  3. Lav tærtedejen ved at piske det bløde smør sammen med brun farin i et par minutter med en elpisker. Tilsæt mel og salt og pisk indtil du får en konsistens som krummer.
  4. Pres dejen ned i formen og bag bunden i ovnen i 20 minutter til den er gylden.
  5. Mens bunden bager, kan du lave fyldet ved at varme smør, brun farin, honning og fløde. Lad blandingen simre i ca. 1 minut over medium varme.
  6. Hæld nødderne i den varme karamel og tag gryden af varmen.
  7. Når bunden er bagt færdig, hældes den varme karamel over bunden så den dækker hele overfladen.
  8. Sæt kagen tilbage i ovnen og bag den i 15 – 20 minutter, den må ikke blive for mørkebrun – så hold øje med den.
  9. Lad kagen køle fuldstændig inden den skæres i barer.

9 svar til Nemme pecan pie barer

  1. Nøj hvor ser de lækre ud – nem kunne jeg nemt fristes til at bage (og vil nok også få problemer med at holde fingerne fra dåsen hvor de er i).

    Jeg er ikke så vild med honning, men anvender den i nogle tilfælde i kager. Smager honningen meget igennem i dette topping?

  2. sarah siger:

    Hej Mette, nej jeg synes faktisk ikke at honningen smagte igennem, men hvis du vil være på den sikre side, så brug sirup, god bagelyst, kh. Sarah.

  3. Helle siger:

    Ej hvor sjovt, har for et par dage siden gemt en opskrift (http://www.justataste.com/2011/11/pecan-pie-bars/), der minder utrolig meget om din.
    De ser lækre ud og glæder mig til at prøve dem.

  4. sarah siger:

    Hej Helle, det går rigtig nok også min inspirationskilde, nu har du så opskriften oversat til danske mål :)

  5. Rikke siger:

    Hej Sarah
    De ser lækre ud og skal prøves! Hvornår puttes nødderne på? Inden man hælder fyldet på eller drysses de over efterfølgende? Skal de bages med?
    Vh. Rikke

  6. Rikke siger:

    Ahh.. tjekkede lige og det står i den engelske:)

  7. sarah siger:

    Hej Rikke, tak for at du gjorde mig opmærksom på at der manglede noget i opskriften, jeg ændrer det lige, kh. Sarah

  8. Karen Aa. siger:

    Hej Sarah,

    Jeg ville bare sige tak for en rigtig god opskrift! Jeg bagte disse til en barnedåb. De blev bagt dagen før og i dobbelt portion – eller det vil sige, at bunden var i dobbelt portion og fyldet blev ganget med 1½. De blev helt perfekte! Og jeg fik så meget ros for dem – og sende alle forbi din side. Og nu også roserne forbi dig også!
    Vh Karen Aa.

  9. sarah siger:

    Hej Karen, tusind tak 👍. God weekend. Kh. Sarah.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

© 2013 - Sarahs Kager