Ja – jeg er stadig træt af cupcakes og frosting og laver for tiden kun opskrifter, der kræver et minimum af mig og mine bageevner. Denne kokos og limekage er en af de nemmeste opskrifter som jeg nogensinde har lavet. Den kræver bare at man har en food processor, man skal hverken hakke noget eller bruge mange skåle. Du tager simpelthen og putter alle ingredienserne i food processoren, blander og hælder den i en smurt springform, så let er det.
Denne kage bliver rigtig god og saftig, lime og kokos klæder jo hinanden fortræffeligt og en klat flødeskum får det hele til at gå op i en højere enhed.

Ps. Jeg var for doven til at bruge smuttede mandler hvilket også ses på billedet, det mest æstetiske ville dog være at smutte mandlerne inden

God Bagelyst.
Sarah

Opskrift på 1 kokoskage i springform
4 æg
225 g. sukker
100 g. blødt smør
100 g. smuttede mandler
90 g. kokosmel
1,2 dl. friskpresset limesaft
2,5 dl. kokosmælk fra dåse
65 g. mel

Flødeskum til servering

  1. Forvarm ovnen til 180 grader
  2. Hæld alle ingredienserne i en food processor og blend
  3. Hæld dejen i en smurt springform og bag kagen 1 time
  4. Lad kagen køle lidt af før den skæres ud og serveres evt. med flødeskum

 

Emner:
 

42 svar til Den nemmeste og mest saftige kokoskage med lime

  1. Victoria siger:

    hej sarah, hvad så hvis man ikke har en food prossor?

  2. sarah siger:

    Hej Viktoria,
    Så må du bare piske æggene til de skummer og blande de resterende ingredienser i. Mandlerne må du bare hakke så fint du kan.
    Mvh. Sarah

  3. Simone siger:

    Hej Sarah

    Kan en blender evt. bruges i stedet for en food processor? Eller er det en dum ide? :)

    Mvh. Simone

  4. Simone siger:

    Og forresten… Skal det være almindelig ovn på 180 grader eller varmluft? :)

  5. sarah siger:

    Hej Simone,
    Du kan prøve med en blender, men min erfaring er at en blender kræver meget væde for at fungere optimalt. Jeg tror jeg ville hakke ingredienserne i hånden i stedet. Jeg vil anbefale varmluft hvis du har det.
    Mvh Sarah

  6. Simone siger:

    Hej Sarah.

    Tak, så prøver jeg at hakke det i stedet :) Jeg tænkte bare på, om den så skulle stå på lavere grader end 180, når det er varmluft? Hvis den skal være en time i ovnen. Bare så den ikke bliver brændt :)

    Mvh Simone

  7. sarah siger:

    Hej Simone,
    Jeg brugte også varmluft, så 180 i varmluft er fint. Hold øje med kagen, og hvis den bliver for brun kan du bare lægge noget sølvpapir over.
    MVh. Sarah

  8. Helle siger:

    Hej Sarah
    Har netop afprøvet denne opskrift, men jeg tror det er kikset lidt for mig (hvem sagde bage-spasser……) Min kage ligner dit billede, men kun den øverste halvdel – den nederste er nærmest bare en ensartet masse. Nu læser jeg jo så kommentarerne og ser at jeg skulle have pisket æggene for sig selv (har nemlig ikke en foodprocessor) – kan det være derfor, tror du? Iøvrigt syntes jeg det var en meget meget flydende “dej” (vil næsten kalde det en væske fremfor en dej), skal den være det eller er det mon også fordi jeg ikke havde pisket æggene separat? :)

  9. sarah siger:

    Hej Helle,
    Tak for dit spørgsmål. Jeg har dog lidt svært ved at svare på det da jeg ikke er uddannet bager, men måske er kokosmælken sunket til bunden fordi den ikke er blevet blandet rigtigt med de øvrige ingredienser, jeg tror helt sikkert også at det havde inflydelse på situationen at æggene ikke blev pisket. Jeg synes ikke at kunne huske, at dejen blev så flydende også selvom det ikke er en tykflydende dej. Håber mit svar kunne hjælpe og at du stadig har mod på at bage.
    Mvh. Sarah

  10. Helle siger:

    Tak for svar – jeg vil rigtig gerne prøve den igen, men synes nu godt nok også det er meget væske (1,2 + 2,5 dl + 4 æg) til kun 65 gr mel. Ok så kommer der også 70 gr kokosmel og 225 gr sukker, men er det ikke meget lidt tørstof til den mængde væske?

  11. sarah siger:

    Hej Helle,
    Jeg har lige tjekket opskriften igennem og det er de rigtige mål, hvis dejen er alt for våd, kan du jo tilsætte 20 g ekstra kokosmel.
    Mvh. Sarah

  12. Lene Pallesen siger:

    Hej jeg har også prøvet at bage kagen og har nødagtig samme problem som Helle. Dejen er helt vandet og kagen hæver ikke og bliver kun fast i toppen. Jeg brugte min foodprocessor og blandede kokosmælken inden jeg puttede den i. Øv.
    Hilsen Lene

  13. sarah siger:

    Hej Lene,
    Det er jeg ked af at høre, da jeg bagte den havde jeg ingen problemer. Prøver lige at bage den igen og hvis den heller ikke fungerer for mig, tager jeg den af siden.
    Mvh. Sarah

  14. sarah siger:

    Jeg har nu ændret mængden af kokosmel fra 70 til 90 g.

  15. Anne-Marie jensen siger:

    Hej Sarah

    Mine tænder løb i vand ved tanken om denne kage. Jeg er gammel husmor og har bagt en del i tidens løb. Læste alle kommentarerne og gik så i gang.
    Alle ingredienser( + de 20 ekstra gr. kokos) undtagen æggehvider kom i foodprocessor. Æggehvider blev pisket stive og forsigtigt blandet i til sidst.
    Alligevel lykkedes kagen heller ikke for mig. Forsøgte med en kagenål om den var bagt og det virkede ok, men alligevel var den helt våd/rå i midten og i bunden.
    Det virker som om der er alt for meget væske i forhold til tørstof.
    Var endda meget omhyggelig med at ryste kokosmælk, da jeg jo godt ved, at der kan ligge meget fyld i bunden, hvis man ikke passer på.
    Meget ærgeligt, for den smager helt fantastisk (det af den, der kan spises). Glæder mig til at prøve dine andre opskrifter, tak

  16. sarah siger:

    Hej Anne-Marie,
    Tak for din kommentar. Hvor er jeg ked af at opskriften ikke lykkedes, jeg tror snart jeg tager opskriften af sitet, jeg har kun fået negative kommentarer, det mærkelige er at jeg slet ikke havde problemer med opskriften, men det må bare være held for jeg er kun hobbybager. Håber du har mod på nogle af de andre opskrifter,
    Mvh. Sarah

  17. Anne-Marie siger:

    Hej igen Sarah
    Limekagen har spøgt hos mig i lang tid nu efter sidste mislykkede forsøg.
    Jeg har nu forsøgt at nøjes med 1 dl limesaft og tilføjede ½ tsk bagepulver. Der var også stor forskel i den kokosmælk jeg denne gang fik åbnet. Denne var rigtig tyk i konsistensen.
    Blev godt nok lidt nervøs, for “dejen” var rigtig tyndtflydende.
    Bagte herefter som muffins i 45 min. – de blev faktisk rigtig gode og fik den fantastiske smag af kokos og lime.
    Skal dog indrømme, at jeg næste gang vil blende mandlerne lidt, før jeg putter alle de andre ingredienser i multihakkeren.
    men tak
    PS har også været i gang med dine fantastiske blondies – uhm for en lækker opskrift

  18. sarah siger:

    Hej Anne-Marie,
    Hvor er jeg lettet over at der endelig kommer en lidt positiv kommentar til lime/kokoskagen – jeg tror aldrig jeg kalder en kage let mere :). Tusind tak fordi du tager dig tid til at skrive om dine erfaringer – nu kan det være at jeg lader kagen blive på sitet. Dejligt at det endelig lykkedes og ikke mindst at du syntes at smagen var god.
    Og… blondiesopskriften fungerer bare hver gang, uden problemer.
    Mvh. Sarah

  19. Karin siger:

    Kære Sarah.
    Tak for din gode blog, jeg har bagt mange lækre ting her fra dine sider. Jeg skal holde fødselsdagsselskab på café Kafka d. 28/11 og vil i den forbindelse høre, om du kan levere en glutenfri fødselsdagskage? Altså en kage uden gluten, som findes i hvedemel, speltmel og andre melsorter. Min mor er nemlig glutenallergiker, men meget glad for kage!
    Venlig hilsen Karin

  20. sarah siger:

    hej karin,
    det har jeg desværre ikke mulighed for – håber du finder et alternativ,
    mvh. sarah

  21. Naja Spanner siger:

    Juhuuu, en limekage! Jeg har et limetræ i haven her i Burundi hvor jeg bor, og mine 25 kg limes er snart modne, hvilket har fået mig til at overveje hvad jeg kunne bruge dem til! Har mod på at prøve denne kage, selvom jeg kan læse om de desværre mange mislykkede forsøg. Overvejer dog at øge mængden af mel, mon ikke det vil løse en del af problemet? Og så har jeg en elendig gasovn, men det må komme an på en prøve! mvh Naja

  22. sarah siger:

    Hej Naja,
    Hvor lyder det dejligt med et limetræ i haven – ville ønske det var mig :).
    Jeg er glad for at du har mod på at prøve kagen, jeg har dog været tæt på at fjerne den fra siden pga. alle de mislykkede forsøg. Prøv at øge mængden af mel, og husk at hvis kagen ikke virker bagt efter bagetiden, så læg evt. sølvpapir over kagen og bag den videre til den er fast.
    Jeg håber virkelig at du har held med kagen!!
    Mvh. Sarah

  23. Emma siger:

    Hej Sarah.
    Jeg kastede mig ud i denne kage, da den simpelthen lød så god. Og så tilberedningen, nemmere og lækrere bliver det ikke!
    I det jeg venter på, at kagen bager færdigt, falder jeg over kommentarene her inde omkring netop denne kage. Jeg kunne desværre ikke lade være at se de mange negative..
    Men da min kage kom ud af ovnen blev jeg rost af mine omgivelser. Aldrig har de/jeg selv smagt en så lækker lime/kokos kage. Så frisk og god en konsistens!
    Jeg blev derfor rigtig positivt overrasket, og super glad :) det synes jeg lige jeg ville dele :)

  24. sarah siger:

    Jubiii – endelig en rigtig positiv kommentar om denne kage!!! Jeg er så glad for at det lykkedes for dig. Jeg havde nemlig heller nogen problemer med denne opskrift!
    Fortsat god bagelyst,
    Mvh. Sarah

  25. Peter siger:

    Hej Sarah, jeg vil bare sige, at jeg fulgte din opskrift til punkt og prikke, og den blev perfekt !.

    Tak for alle de gode opskrifter !.

    …. Peter

  26. sarah siger:

    TAK Peter,
    Bliver altid så glad når jeg får positive kommentarer på denne kage, som du nok har set har der været mange negative kommentarer – så mange, at jeg overvejede at tage den af. Men nu bliver den på sitet lidt endnu.
    Mvh. Sarah

  27. Kenneth Knudsen siger:

    Hej Sarah.. og alle jer andre

    Jeg kan se der har været en del problemer med din kage.

    – uden endnu selv at have bagt kagen, kan jeg forestille mig, at problemerne kan ligge i:

    a) Æggene – ældre æg (ikke for gamle) har en tendens til at afskille væske over tid. Man kan se det hvis man slår et æg ud på en tallerken, så har man blommen, hviden og så yderlige noget helt tyndt væske. Det er en ganske normalt, men denne væske stivner altså ikke som resten af ægget.
    Det er, for at sige det på jydsk, bøvlet at skille væsken fra ægget, så fornemmer man at der er en del af denne væske fra æggene, så overvej at komme endnu mere kokos i kagen.

    b) Kokosmælk – der findes rigtig mange forskellige varianter af denne, og som det er nævnt i et tidligere indlæg, så er der meget forskel på konsistensen af disse – her må man bare prøve sig lidt frem. Hvad angår kokosmælk, så HUSK at den skal omrystes inden brug, eller er den noget tynd.

    c) Endelig kan blandingsmetoden drille lidt. Her tænker jeg på at vi gerne vil bibeholde det luftige fra æggene. Det kan man gøre ved at røre den i dejen til sidst, for at undgå at “slå” dejen flad.

    Jeg glæder mig i alt fald til at komme i gang med opskriften

    Tak for din site

    //Kenneth

  28. Jean Skovager Sveigaard siger:

    Hej Sarah,
    Jeg bagte din kage igår uden foodprocessor – Det gik perfekt.

    Inden jeg startede sørgede jeg for, at alle ingredienserne havde samme temperatur.

    Æg – sukker piskede jeg skummende med elpisker.
    Mel – Mandler – kokos blandede jeg ikke æggesnapsen.
    Limesaft – kokosmælk blandes i dejen (havde kun valgt, at bruge det trykke a kokosmælken)
    Smør smeltes og vendes i.
    Natron – valgte at tilsætte lidt hævemiddel til sure ting

    Dejen blev utrolig tynd. Hældes i springform og bages efter anvisningen.
    Konsistensen da kage var bagt var perfekt. god og svampet.
    MEN jeg blev dog en del skuffet da jeg smagte på den. Den smagte ikke rigtig af noget.

  29. Sara siger:

    Hej

    Jeg bagte kagen i aftes. Den blev rigtig god og smager vidunderligt. Med hensyn til kokosmælken sørgede jeg bare for IKKE at ryste dåsen inden jeg skulle bruge den, og så hældte jeg det “tynde” vandige fase fra og kasserede og brugte kun den “tykke” mælk der lå nederest. Konsistensen blev som mange andre har kommenteret meget tynd, tyndere end “normal” kagedej men slut resultatet er udmærket. Næste gang vil jeg dog tilsætte noget “hævemiddel” i form af natron for at den skal blive helt perfekt!

    Tak for en god opskrift

  30. lisa siger:

    jeg har bagt den til 45 børn med stor succes, jeg brugte dog havregryn da min dreng har nøddeallergi.. det blev den ikke dårlig af

  31. sarah siger:

    Hej Lisa,
    Godt med et positivt repsons på denne kage, spændende med havregrynen,
    Mvh. Sarah

  32. Lola Sander siger:

    Hej Sarah,

    Jeg har lige bagt din lækre opskrift… Godt nok med citronsaft, da jeg ikke havde lime, men den er super lækker. Jeg havde ingen problemer med at få kagen “færdig” efter 1 time i ovnen… Næste gang vil jeg dog foretrække at jeg ikke smutter mandlerne, for jeg synes det giver lidt farve til den ellers meget lyse kage… Det er i hvert fald ikke sidste gang jeg har bagt den :o)))

  33. Lissen siger:

    En sundere version. 100 gr smør erstattes med majsolie, og sukker erstattes af brun farin eller rørsukker….

  34. Kirsten siger:

    Hej sarah.
    Vil kaste mig ud i at bage denne kage da jeg syntes den ser rigtig lækker ud! Har lavet lidt om på den og ville lige høre om du tror det gør det bedre eller om det er bedre bare at holde sig til den originale.
    her kommer den:

    Ingredienser:
    4 æg
    225 g sukker
    100 g smeltet smør
    110 g hakkede mandler
    100 g kokosmel
    1,2 dl friskpresset limesaft
    2,5 dl kokosmælk fra dåse (kun det tykke)
    70 g mel
    Flødeskum til servering

    Sådan gør du:
    1) Forvarm ovnen til 180 grader
    2) Pisk æg og sukker luftigt.
    3) Bland hakkede mandler, kokosmel og mel og tilsæt kokosmælk, limesaft og smeltet smør.
    4) Bland æg-og-sukker-blandingen sammen med den anden blanding
    5) Hæld dejen i en smurt springform og bag kagen 1 time
    6) Lad kagen køle lidt af før den skæres ud og serveres evt. med flødeskum

  35. sarah siger:

    Hej Kirsten,
    Sikke et arbejde du har gjort, jeg har dog meget svært ved at vurdere om det går bedre med den opskrift, det er kun at prøve sig frem, og der er jo mange der har haft problemer med opskriften så det kan være du skal forsøge med din opskrift,
    Held og lykke
    Mvh. Sarah

  36. Katrine Greve Danielsen siger:

    Hej Sarah,
    Tak for en utrolig god blog. Jeg følger troligt med, er vild med dine opskrifter og har prøvet mange af dem af med stor succes. I dag gav jeg mig så i kast med denne kage. Jeg fulgte opskriften, og jeg endte med en utrolig saftig og skøn kage! Jeg er vild med kombinationen af kokos og lime, jeg er helt syg med kokos både i mad og kage opskrifter. Så tak for endnu en god og vellykket opskrift.
    Mvh Kathrine.

  37. lene siger:

    Æg skal altid piskes hvide med sukker, så massen bliver luftig og let sej. DEt kan foodprocessoren ikke! Så æg og sukker for sig selv og derefter blandes resten i. Så får man et perfekt resultat.

  38. Jansy siger:

    Hej Sarah !
    Meget inspirerende og god blogg ros til dig! Nu har jeg læst alle kommentarerne og ville så gerne prøve at bage denne kage. Da jeg er på ferie lige nu og hverken har en elpisker eller foodprocessor gjorde jeg følgende:

    100 g blødt smør
    225 g brun sukker

    4 æg

    75 g mel
    110 g mandelmel
    40 g hakkede mandler
    90 g kokusmel
    1 tsk. Natron
    1 tsk. Bagepulver

    Saft og skal fra 1 citron og 1 lime (det giver ca. 1 dl)
    Kun det tykke af kokusmælken fra en 400 ml. Dåse kokusmælk

    Bland sukker og det bløde smør i en skål med en spatel. Tilsæt æggene 1 ad gangen og pisk med et piskeris. Bland alle de tørre indgredienser i en skål og bland det i æggemassen. Kom til sidst citron/limesaft og den tykke kokusmælk og rør det i dejen. Dejen er IKKE tyndtflydende.
    Bages i en time ved 190 grader. Og den var bare super dejlig blød og lækker.

  39. Karina siger:

    Hej Sara og alle I andre der har kommenteret på kokos-Lime kagen. Jeg må sige jeg har haft samme oplevelse som Helle, Lene og Annemarie. Min kokoskage blev smattet våd i midten. Det der smagte godt var det “hårde” ude i kanten. Øv.
    Dejen var virkelig våd inden kagen kom i ovnen, slet ikke lind som kagedej plejer.
    Med venlig hilsen Karina

  40. Diana siger:

    Først og fremst total lækker kager ikke sidste gang den skal laves :)

    Men har ændret lidt på forholdene og fremgangs måden da jeg kun har en el pisker så her er min version på kagen og den er stadig lækker og svampet med god smag

    Del 1
    2,5 dl kokos mælk (det tykke af det)
    100 g kokos mel
    1 dl citron saft
    4 ægge blommer
    100 g smør
    1 spk bage pulver
    100 g smuttet mandler
    200 g sukker
    100 g mel

    Del 2
    4 ægge hvider
    25 g sukker

    Alle ingredienser fra del 1 blandes godt sammen med el pisker

    Del 2 ægge hviderne piskes luftig hæld sukker lidt i af gangen under piskning

    Vend så ægge hviderne i dejen nu er dejen klar til at blive heldt på en smurt form her har jeg brugt en tærte form på 28 cm i diameter så den ikke bliver for tyk

    Bages ved 180 grader i 40 min og 20 min på efter varmen :)

  41. Diana siger:

    Samt ændret det os på grund af alle dem der havde dårlig oplevelse med den var rå i bunden :)

  42. sarah siger:

    Hej Diana,
    Tusind tak for at du skriver din nye reviderede opskrift – den er der mange der vil få glæde af,
    Kh. Sarah

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

© 2013 - Sarahs Kager